Er kemisk afhængighed en sygdom?

Rundt omkring i verdenen forskes der fortsat intensivt i, hvorfor nogle udvikler en kemisk afhængighed, mens andre ikke gør det.

Noget endegyldigt svar er man endnu ikke kommet frem til, men forskere er generelt enige om, at - hvad de kalder - "bio-psyko-sociologiske" faktorer forklarer sygdommen.

Det betyder, at genetik, biologi, psykologiske og socialkulturelle forhold spiller en rolle.

Kriterierne, for at klassificere en tilstand som en sygdom, er:

  • at tilstanden har en klar biologisk basis
  • at den er kendetegnet ved bestemte tegn og symptomer og at dens resultat er forudsigeligt
  • at tilstanden og dens manifestationer ikke er et resultat af en viljesbestemt handling

og sådant forholder det sig rent faktisk med sygdommen alkoholisme og anden kemisk afhængighed.

Gentagen brug af alkohol og andre kemiske stoffer kan forårsage biologiske ændringer i hjernens nervefunktioner, som tilpasser sig tilførslen af disse kemiske stoffer, hvorved der opstår en molekylær ændring og en "signalforvirring" fra brug til afhængighed. 

Det betyder, at kemisk afhængighed ikke er "nogens fejl".

Nogle mennesker har fortsat svært ved at acceptere kemisk afhængighed som en sygdom, fordi de mener, at sygdomsforklaringen fritager den afhængige fra ansvaret for de ofte uansvarlige eller direkte kriminelle handlinger, som han eller hun måtte have foretaget.

Men det er ikke rigtigt.

Alle mennesker med en sygdom er ansvarlig for deres opførsel og for konsekvenserne af deres handlinger.

Ydermere er kemisk afhængige mennesker, der er blevet fortalt, at de lider af en kronisk sygdom, ansvarlige for at gøre noget for at ændre deres situation.

De mennesker, der har en disposition for at udvikle kemisk afhængighed, adskiller sig ikke inden afhængigheden fra andre med hensyn til karakter og moral.

Afhængigheden rammer også i flæng på tværs af alder, køn, uddannelse, social status og opvækst, og sygdommen er således uhyre "demokratisk".

Man regner med, at 6 til 10% af befolkningen har en disposition for at udvikle kemisk afhængighed.

WHO - FN's Verdenssundhedsorganisation – har fastslået, at alkoholisme er en sygdom.

I 1958 blev der i Danmark nedsat et udvalg under Indenrigsministeriet med det formål at klarlægge problemerne omkring alkoholisme og behandling.

Udvalgets betænkning forelå i 1960.

Det vigtigste af udvalgets forslag var, at alkoholisme skulle betragtes som en sygdom, herunder at alkoholisme med hensyn til behandling, offentlig støtte mv. blev ligestillet med somatiske og mentale sygdomme.

Betænkningen blev optaget i Sygehusloven i 1960.

I 1975 blev den offentlige kontrol overtaget af amterne.

Mange danske læger og eksperter på området betragter og behandler alkoholisme og medicinafhængighed som en sygdom.

Begrebet kemisk afhængighed bliver en mere og mere anvendt terminologi, som omfatter afhængighed af alkohol, afhængighedsskabende medicin og narkotika.