Alkoholisme

Ifølge myten er den typiske alkoholiker en person, som hellere vil være fuld end ædru, som mister sit job, sin familie og sin selvrespekt på grund af drikkeriet, som mangler viljestyrke, selvtillid og modenhed, som plages af skyld og skam, men som alligevel mangler tilstrækkelig karakterstyrke til at ændre sig, og som ikke har noget overordnet formål eller mening med sit liv. 

Og denne myte er kun én af mange, der styrer vores tanker om sygdommen og dens ofre.

Alle, der drikker, kender den opkvikkende effekt, man oplever ved alkohol i små mængder. Efter en drink, eller bare et par mundfulde af en drink, føler de fleste velvære. Ideer dukker op, tilliden til en selv og andre vokser, og bekymringerne træder i baggrunden.

For mange bliver livet lettere efter en drink eller to. 

Hvis det ikke var for alkoholens opkvikkende virkning, ville de fleste hurtigt miste interessen for at drikke. Når alkoholens bedøvende virkning sætter ind efter nogle drinks, dæmpes glæden ved at drikke, og den almindelige alkoholnyder sætter farten ned. Et indbygget advarselssignal mod at drikke for meget ser ud til at virke hos de fleste. 

På samme måde med søde sager. De fleste kan for eksempel godt lide chokolade og siger gerne ja tak. Nogle spiser to eller tre stykker, men kun få vil sluge hele chokoladeæskens indhold. De fleste vil føle sig dårligt tilpas, hvis de spiser mere end nogle få stykker.

Alle, som har følt den behageligt stimulerende virkning af alkohol, vil således let kunne forstå, hvorfor mange danskere drikker alkohol. 

Og der er heller ingen vanskelighed eller mystik ved at forstå, hvorfor alkoholikere drikker. 

De drikker for at få de positive effekter af alkohol, som alle andre. 

Det afgørende spørgsmål er, hvorfor de fortsætter med at drikke både oftere og længere, når det er indlysende, at de negative konsekvenser bliver værre og værre? 

Svaret er ligetil: De fortsætter med at drikke og udholder de negative konsekvenser af drikkeriet, fordi de har udviklet en afhængighedssygdom.

Både alkohol, nogle typer smertestillende medicin, sovemedicin, beroligende medicin, centralstimulerende medicin og narkotika kan skabe afhængighed.

Afhængighedsskabende stoffer har det til fælles, at de skaber et større eller mindre ”stormvejr” i et mindre område af mellemhjernen. 

Stoffer, der ikke har denne effekt, kan ikke skabe afhængighed.

For alle afhængighedsskabende stoffer gælder tilsyneladende, at nogle mennesker slet ikke kan tåle dem; andre kan bruge dem uden problemer, mens atter andre vil udvikle afhængighed af dem, hvis de bruger dem i større mængder igennem længere tid.

For alkohol gælder det samme. Nogle kan kun tåle det i mindre mængder, andre kan bruge det – undertiden måske endda i større mængder igennem længere tid, mens en mindre gruppe vil udvikle en egentlig afhængighedssygdom, hvis de bruger det i længere tid.

Om man tilhører den ene, den anden eller den tredje gruppe er langt hen ad vejen et spørgsmål om, hvordan ens krop både behandler og reagerer på alkohol.

Det er således i første omgang mere fysiologien en psykologien, der afgør, om man kan udvikle en afhængighedssygdom.

Det ser ud til, at der indgår arvelige elementer i alle afhængighedssygdomme – både elementer, der kan disponere for en udvikling og elementer, der kan beskytte imod eller reducere sandsynligheden for at komme ind i en afhængighedsudvikling.

Når en afhængighed af alkohol først er etableret, er der intet der tyder på, at man på et senere tidspunkt – selv efter behandling og års afholdenhed – vil kunne komme til at drikke socialt igen.

Sagt med andre ord: de ”bremseklodser”, der under afhængighedssygdommens udvikling, bliver ”slidt” ned, kan tilsyneladende hverken repareres eller erstattes.

Denne kendsgerning har afgørende indflydelse på, hvordan kemisk afhængighed skal behandles. Mens ”problemdrikkeren” kan lære at drikke på en mere ansvarsbevidst måde, styres alkoholikerens drikkeri af fysiologiske faktorer, som ikke kan ændres gennem psykologiske foranstaltninger. 

Med andre ord: alkoholikeren er magtesløs over for sin reaktion på alkohol.

Når man forstår sygdommen alkoholisme, er det eneste mystiske ved den – offeret.

Hvorfor bliver alkoholikeren ved med at drikke, når det er tydeligt, at drikkeriet er ved at ødelægge ham.

Svaret er forbløffende enkelt: I alle stadier forhindrer sygdommen alkoholikeren i selv at indse, at han er afhængig af alkohol. 

I det tidligste stadium, hvor tolerancen gradvist øges, er der kun få alkoholikere, der overvejer at holde op med at drikke, fordi der ikke er nogen tegn på, at de er syge, og der er heller ikke andre, der har mistanke om det.

I det mellemste stadium, hvor kroppen er blevet afhængig af alkohol for at kunne fungere, er alkoholikeren måske klar over, at han trænger til alkohol hyppigere og i større mængder, men uden at vide hvorfor. Han laver derfor sin egen forklaringsmodel eller benægter, at der er et problem.

Efterhånden som alkoholikeren drikker mere og oftere, ses gennemgribende psykologiske og følelsesmæssige forstyrrelser. 

Alkoholikeren i det mellemste og det sene stadium er ofte irrationel, selvbedragerisk og ude af stand til at fatte, hvad der er ved at ske med ham eller hende. Han/hun kan ikke se sig selv, som andre gør det.

Han/hun har mange gode intentioner om en forandring, men handlingen udebliver. Alkoholikerens tanker og følelser fordrejes af alkoholen, og adfærden styres af afhængigheden.

For alle andre ser det måske ud som om, alkoholikeren - på en eller anden måde - selv er ansvarlig for din sygdom, fordi vedkommende ignorerer alle advarsler og bare fortsætter med at drikke. 

Men den fysiske sygdom er allerede velfunderet, når alkoholikeren begynder at opføre sig som en alkoholiker. Faktisk er sygdommen i sig selv ansvarlig for de fleste af alkoholikerens psykiske problemer, og efterhånden som den forværres, bliver alkoholikerens adfærd mere bizar, og hans eller hendes psykologiske problemer mere udtalte.