Da Anders og jeg vandt Club24’s studierejse til NGO Fontana i Vietnam

lidt om vore oplevelser Af Per Larsen

En aften på Taarup BehandlingsCenter sidder Anders og jeg og snakker om ”løst og fast”. Undervejs falder emnet på Club24, og jeg fortæller Anders blandt andet om de studierejser, som Club24 vil udlodde til Vietnam for at besøge NGO Fontana’s Projekt sammen med Binh Minh Behandlingscenter i Ho Chi Minh City.

Billede 1
Efter at jeg har fortalt Anders mere om Club24, er han ikke i tvivl. Han skal også være medlem af Foreningen. Som sagt, så gjort. Sten i Club24 bliver kontaktet, og medlemskabet er en realitet.

Vi møder op på bestyrelsesmødet, hvor 2 rejser skal udloddes. Den første vinder trækkes: Anders Themsen – og jeg tænker: Nej, hvor er han heldig, og så var det oven i købet mig, der fik ham overbevist om at melde sig ind i Foreningen. Den næste vinder ”trækkes” af Stina, og jeg synes, det varer uendeligt længe, inden hun annoncerer vinderen. Jeg tror knapt mine egne øren, da jeg hører navnet: Per Larsen. Det er for godt til at være sandt, men det er sandt: Anders og jeg skal til Vietnam. Det må være ”Den Højere Magt”, der har villet, at det skal være sådant.

Efterfølgende har vi begge nogle hektiske uger med forberedelse til den store tur, og før vi ser os om, står vi i Kastrup Lufthavn, klar til at tage af sted. Efter en flyverejse på 15 timer bliver vi mødt med danske flag i lufthavnen i Ho Chi Minh City af Niels Jørgen Lambertsen, som på det tidspunkt er rådgiver i NGO Fontana Projektet på Binh Minh Centeret.

Vi bliver transporteret til vort hotel, der hedder Sunny Hotel, som ligger ca. 5 min. Kørsel fra Binh Minh. Efter en god nats søvn har vi rystet det meste af ”jet-lagget” af os, og vi indfinder os på Binh Minh.

Det bliver starten på en fantastisk oplevelse. Centeret har på det tidspunkt 65 narkomaner i behandling. Forholdene er – for nu at sige det mildt – langt fra den standard, vi er vant til fra Taarup BehandlingsCenter, og jeg kan ikke lade være med at opleve en grad af skyldfølelse, når jeg tænker tilbage på min egen behandling og de forhold, som jeg undervejs ”brokkede” mig over. Men ”sygdommen” er jo den samme. Og Programmet synes at virke, uanset om man er i Danmark eller i Vietnam.

Der er mange ting, der skal ses. Vi planlægger en tur til Mekong Delta’et for at opleve en sejltur på floden. Det bliver en tur på 3 dage, hvor vi får lejlighed til at se ris produktion og en masse vietnamesisk kultur. Tilbage igen føler vi os en smule ”bombet”, men i løbet af de næste dage udforsker vi Ho Chi Minh City. Vi ser Krigsmuseet og mange andre kulturelle seværdigheder.

P8200006.JPGEfter lidt ”fodarbejde” finder vi både et AA møde og et NA møde. Det er en helt speciel følelse at sidde ved Saigon River under palmer i 35 graders varme og alligevel få ”gåsehud” Det er stort!!

Club24 introducerer os også til det vietnamesiske køkken, som er overordentligt delikat. Efter 14 vidunderlige dage i Vietnam – med kufferten fyldt op med skræddersyet tøj og diverse souvenirs – takker vi af og sætter kursen hjemad med en masse indtryk og en overbevisning om, at NGO Fontana Projektetet er vel gennemtænkt, og at de mennesker, som har startet Projektet, har gjort et fremragende arbejde. En stor tak til Club24 og NGO Fontana for denne fantastiske oplevelse!!

 

Oplevelser og indtryk fra besøg på Binh Minh – Fontanas Venner NGO Project

Af John og Alice Eirup.

I maj 2007 fik jeg den oplevelse at besøge Fontanas Venners NGO projekt i Ho Chi Minh City.

v1.jpgBesøget skete som afslutning på en fantastisk oplevelsesrig 15 dages tur i Vietnam. Vi var startet i det nordlige omkring Hanoi og havde så taget nogle afslapningsdage med badning og snorkling i Nah Trang, inden vi ankom til Ho Chi Minh, den 17. maj om eftermiddagen.

Jeg havde i forvejen mailet med Ragnar og havde fået en aftale om besøget. Jeg ringede til Ragnar, og han lovede at komme til vores hotel om aftenen for at vi over en kop kaffe kunne få en foreløbig snak om projektet. Det var dejligt at få hilst på Ragnar igen, og mærke hans engagement i det projekt, der stadig er i den spæde opbygningsfase.

Vi aftalte, at jeg næste dag kl.13 skulle mødes med Ragnar på projektets kontor i centrum af byen. Der fik jeg så en yderligere orientering om arbejdet, om ”erfaring, styrke og håb”!

For mig blev det en indføring i et arbejde, der kræver en fantastisk tålmodighed, en tro på at ting lykkes, hvis der arbejdes for dem, og et kolossalt behov for viden om og indleven i Vietnamesisk kultur og tankegang.

For det første er projektets målgruppe p.t. narkomaner. Ragnar fortalte, at alkoholikere officielt ikke ”findes” i Vietnam. Skulle nogen have et alkoholproblem, klares det indenfor familien, som traditionelt er en fasttømret institution i det vietnamesiske kulturmønster. Det er ikke noget, der omtales som et problem, man fra officiel side beskæftiger sig med.

Narkomaner derimod beskæftiger man sig med fra officielt hold. At blive afsløret, når man er påvirket eller i besiddelse af narkotika, er i sig selv en forbrydelse. Man behøver altså ikke at have foretaget anden kriminalitet som følge af eller i forbindelse med brug af narkotika. Den "straffes" i førstegangstilfælde med tvunget ophold i et center i eet til to år. I gentagelsestilfælde fordobles "straffen".

Straffen består altså i tvangsinternering – og behandling. Men Ragnar fortalte, at behandlingen alene bestod i at narkomanen blev afgiftet og stabiliseret og derefter sat i arbejde.

Da Fontanas Venner kom til Vietnam stod det klart, at der ikke på kort sigt kunne blive tale om at etablere en egen behandlingsinstitution uafhængigt af det etablerede system. Muligheden var derfor at koble sig på en eksisterende institution og så tilbyde behandling på det sted.

Det er så lykkedes på Binh Minh. Den vietnamesiske del af institutionen står for afgiftning og stabilisering. Derefter kan Fontanas Venner NGO så træde til med et behandlingstilbud efter Minnesotamodellen.

Det kræver, at familien til den enkelte narkoman accepterer og accepterer at betale. Her løber man, ifølge Ragnar, ind i det næste problem. Fontana vil nemlig meget gerne have sikkerhed for, at narkomanen kan indgå i et længerevarende behandlingsforløb. Men det er ofte sådan, at familien kun er indstillet på at betale en eller to måneder ad gangen. Igen et punkt, hvor der må handles i overensstemmelse med de lokale realiteter.

Men på nuværende tidspunkt er der ca. 10 narkomaner i behandling, og det betegner Ragnar som tilfredsstillende. På mit spørgsmål om, hvor motiverede patienterne er, når de nu er dømt til at være på stedet, svarer Ragnar at det klart er hans indtryk, at de er motiverede for at indgå i behandling. Ud over Ragnar selv er det skiftende ansatte fra Fontana-Taarup, der står for behandlingen på stedet. Man er i gang med at oversætte relevant materiale til Vietnamesisk og er p.t. nået til 3. trin.

Der er flere helt åbenbare og store opgaver, der trænger sig på.

Hvad skal der ske, når patienterne bliver ”udskrevet” eller rettere: Når fangerne blive løsladt?

NA eksisterer ikke i Vietnam. AA heller ikke.

Det er klart et krav fra de vietnamesiske myndigheders side, at skal bevægelser som AA eller NA etableres, så skal myndighederne have registreret: Vedtægter, formål, antal medlemmer, navne på medlemmer, formand o.s.v.

v3.jpgJeg kunne selvfølgelig lige i øjeblikket ikke lade være med at ryste på hovedet over dette. Men det er realiteterne i Vietnam. Og også på dette punkt må jeg/vi acceptere. Ved en nærmere eftertanke kan jeg også acceptere, at en nation, der i århundrede har været underlagt fremmed herredømme og har fået fortalt af fremmede, hvad der var ”sandheden” – er en smule tilbageholdende, når nu nogle nye ”velmenende” fremmede kommer med et forslag, der ikke just er noget, der lige passer ind i en lokal tankegang. Så oven i købet et tilbud, der har sin oprindelse i USA.

AA grupper eksisterer i Vietnam – men alene som engelsksprogede grupper for udlændinge.

Som Ragnar siger: ”Hvad de skøre udlændinge foretager sig, er deres egen sag!”

Ragnar håber meget på, at fremtiden vil bringe mulighed for mindre grupper, hvor tidligere patienter og andre misbrugere kan støtte hinanden. Han nævnte tanker om at etablere ”kaffe-klubber” med op til 12 deltagere.

Det er ligeledes Ragnars store håb, at fremtidens behandlere vil komme fra den gruppe, der i øjeblikket er i behandling.

De kommende planer indeholder også tanker om at kunne etablere et behandlingstilbud, hvor Fontanas Venner NGO står som ”ejere”, og hvor så det vietnamesiske system er ”gæster”. MEN: Tålmodighed – tålmodighed – tålmodighed!!

Man må også acceptere og leve med, at der på det praktiske, organisatoriske plan i det vietnamesiske system findes traditioner og kulturer, som vi som udenlandsk institution ikke bare kan komme og negligere endsige ændre på.

Efter en dejlig orientering og snak på kontoret blev vi hentet af Tao, en ung, sød – og tilsyneladende særdeles effektiv – pige, der tog os med ned til den bil, Fontana har fundet og restaureret. Ragnar fortalte, at det var blevet for dyrt med taxakørsel for ham og Tao, så de havde investeret i bilen.

Jeg kender ikke priser på biler i Vietnam. Jeg havde godt nok fundet ud af i løbet af den første uge i Vietnam, at for en vietnameser på en gennemsnitsløn, er det en nærmest uoverkommelig opgave at skrabe sammen til en bil, hvilket er medvirkende til det kolossale mylder af knallerter og motorcykler – det er fuldstændigt overvældende!!

v4.jpgMen set med danske øjne, kunne denne bil ikke koste det helt store beløb – med mindre man er liebhaver! En jeep-agtig ”kaleche-dyt”, der var sat sammen af de forhåndenværende søm! Hele instrumentbrættet var et stykke blankt aluminium eller stål.

Men den kunne starte, og så kom for mig liebhaveriet frem! Den lyd kunne jeg ikke tage fejl af! Jeg måtte lige læne mig frem fra bagsædet for at forvisse mig om gearstangen – jo, umiskendeligt en 2CV! Det var lige før nostalgiens tårer kom frem i øjenkrogene.

Trafikken i Vietnam vil jeg ikke gå i detaljer med! Den er ubeskrivelig! Jeg havde, inden jeg drog af hjemmefra, fået at vide, at trafikken var vanvittig. Det tør siges at være århundredets underdrivelse.

Min egen konklusion på den vietnamesiske trafikkultur er, at der ikke er nogen færdselsregler. (Der er dog nogle, der holder for rødt lys!) Men der er heller ikke nogen sure miner eller ”skråt-op-fingre”. Når der ikke er nogen regler, er der jo heller ingen, der overtræder regler, og så er der jo heller ingen grund til at blive sur på nogen!

Ragnar havde et tal for antal af knallerter og motorcykler, der lå meget tæt på det samlede befolkningstal i Ho Chi Minh City. Jeg tror det gerne. Og jeg er i hvert fald overbevist om, at af det samlede antal motordrevne to-hjulere, var mindst 90% på gaden til hver en tid!!

Men vi kom helt og flot til behandlingsstedet. Det er altså en mærkelig fornemmelse for mig at blive modtaget af knippel-bevæbnede vagter med nøglebundter i bæltet. Blive låst ind og få låst efter sig.

Selve stedet virkede i sig selv ikke fængselsagtigt på mig. Der var en meget afslappet atmosfære. Selv de mange vagter lagde kniplerne fra sig på de haveborde, der stod. Der var swimmingpool, en cafe-agtig kiosk med små borde og der var nogle grønne palmer. Ragnar fortale, at de indsatte så sandelig også havde forstået et give kælenavne som Palm Beach og andet lignende til området.

v5.jpgJeg fik lov til at fotografere, men nøjedes så vidt muligt med at tage billeder af Fontanas område. (Jeg måtte dog lige have et af de afslappede vagter!)

Det var en speciel oplevelse at se det skriftlige materiale, der lå på kontoret. Det gjorde mig på en eller anden måde så glad at se 1. trin på vietnamesisk. For mig lå der et håb i dette syn.

Den store oplevelse for mig kom nu ved et besøg i gruppen med de ca. 10 unge narkomaner. Gennem Tao, der fungerer som sekretær, altmulig-pige og ikke mindst tolk, fik jeg lov til at fortælle lidt af min historie.

Det var noget helt specielt at fortælle (på engelsk), høre det blive oversat til et sprog, jeg ikke forstod en dyt af – men udfra mimik og udstråling fornemme, at min historie blev forstået. På trods af forskelle i alder, kultur, favoritstof og baggrund fornemmede jeg en forståelse, som kun en anden misbruger og afhængig person kan have.

Jeg får det ved at give det videre! Aldrig har jeg følt en så intens, glad og ”besynderlig” gave ved at give som her.

Efter en pause fik jeg lov at høre en kort historie fra dem hver. Deres vej til det sted, de nu var. Det var en række af beretninger om møde med og et stigende forbrug af stoffer. Arrestation, fængselsophold, løsladelse til det gamle liv – og tilbagefald.

De sad her disse unge mennesker i alderen mellem 20 og 30 år. De skulle tilbringe så meget af deres kostbare liv låst inde. Jeg kunne ikke lade være med at iagttage en ung fyr og en pige, der sad ved siden af hinanden. Klart tiltrukket af hinanden og glade for hinanden. Her kunne de så sidde og ”stjæle” sig til lidt berøringer med fødderne.

Jeg kunne endnu bedre forstå deres håb om, at der nu kunne vente dem en anden tilværelse, når de næste gang blev sluppet ud.

”Den samme person vil drikke igen!” – Jeg tænkte på, at komme ud til de samme ydre forhold vil gøre det endnu sværere at blive en ”anden” person.

Ragnar fortalte også, at det var en af de væsentlige opgaver, der nu lå for projektet, at søge at finde jobs til de unge, når de blev løsladt.

Selv om det tidsmæssigt blev til et ”kort” besøg på projektet, så var det for mig et besøg, der indholdsmæssigt fyldte utroligt meget.

Jeg er meget taknemmelig over at have fået muligheden for at besøge Binh Minh.

Jeg kunne ikke andet end blive grebet af den stemning, det håb og den entusiasme, jeg mødte hos Ragnar og hos patienterne.

For mig var der her en indstilling til og et kolossalt behov for at focusere på opgaver og løsninger frem for på problemer. Det ”kriblede” i mine fingre for at kunne yde bare et lille ”bidrag”.

Men jeg sad også tilbage med en følelse af dyb taknemmelighed over, at der var et etableret behandlingssystem og ikke mindst et velfungerende AA til at tage sig af mig, da jeg nåede min bund. Men det betyder så også en forpligtelse for mig til at yde min del – til at give for at jeg kan modtage. Jeg håber aldrig, at det bliver en ”selvfølge” for mig.

Til slut en meget stor tak til Ragnar, til Tao og – ikke mindst – til de dejlige unge mennesker i behandlingen på Binh Minh. Jeg ønsker alt det bedste for jer alle.

P.S.: Skulle nogen af jer tro, at jeg overdriver min glæde og begejstring over besøget – så kan jeg kun sige: Tag lige selv og besøg stedet – og I vil blive overbevist!